Tabte point til bundhold
AB-Middelfart-171021-27.jpg
Alex Loughlan var tæt på at score et sejrsmål for AB, men bolden sneg sig forbi den ene stolpe. Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Middelfart og tabte dermed yderligere terræn til topholdene

Der er for alvor ved at være langt op til topholdene i 2. division, Næstved og Hillerød, så AB havde brug for 3 point hjemme mod bundproppen Middelfart, der endnu havde sæsonens første sejr til gode.

I starten af kampen var AB-forsvaret dog lidt i gavehumør. Efter 12 minutter fik man ikke clearet ordentligt i feltet, efter et Middelfart-indlæg, og så kunne Matthias Nielsen sparke bolden i kassen til 1-0.

Og efter 22 minutter rundede udeholdets Andre Bjerregaard AB-forsvaret i højre side, og blev nedlagt i feltet. Dommeren pegede på pletten, men Jonathan Fischer gættede rigtigt, og reddede Peter Kristensens straffe, der ellers sad helt ude ved den ene stolpe.

Både Emil Wass og Mathias Kisum testede Casper Radza i Middelfart-målet i det følgende kvarter, og fem minutter før pausen var det AB’s tur til at få straffe, da Frederik Christensen blev nedlagt i feltet. Angriberen scorede selv sikkert fra 11-meterpletten.

Men hvis de 303 tilskuere troede at 2. halvleg ville blive lettere end den første, tog de fejl. For allerede et par minutter inde i halvlegen sparkede Middelfarts Thomas Viggers bolden i kassen til ny Middelfart-føring, efter et hjørnespark.

Tyve minutter senere kom der dog igen balance i regnskabet. Indskiftede Alex Loughlan headede på overliggeren, og Frederik Ellegaards halvt liggende hovedstød på returbolden sneg sig lige ind mellem Radzas udstrakte hånd og stolpen til 2-2.

AB havde chancerne til et sejrsmål i de sidste 25 minutter af kampen, hvor især et farligt hovedstød fra Alex Loughlan og et fladt skud fra en fri Jonathan Dahl Bagger havde fortjent en bedre skæbne. Men ind ville bolden ikke, og kampen sluttede 2-2.

AB ligger på sjettepladsen, men både Næstved og Hillerød vandt, så akademikerne har nu henholdsvis 13 og 9 point op.

AB-Middelfart 171021 (7)
Mathias Kisum havde flere gode raids. Foto: Peter Kenworthy. 

AB-Middelfart 171021 (10)
Jonathan Fischer diskede op med en klasseredning på Peter Kristensens straffe. Foto: Peter Kenworthy. 

AB-Middelfart 171021 (14)
Frederik Ellegaard gav den som sædvanligt gas – og måtte efter denne situation indkassere et gult kort. Foto: Peter Kenworthy. 

AB-Middelfart 171021 (19)
Frederik Christensen udligner til 1-1 fra pletten. Foto: Peter Kenworthy

AB-Middelfart 171021 (25)
Ellegaard finder de få cm der skal til mellem Radzas udstrakte fod og stolpen, og udligner til 2-2. Foto: Peter Kenworthy. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top