Topniveau
Alex-Loughlan.jpg
Alex Loughlan blev skiftet ind og sikrede AB sejren (arkivfoto).  Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe ramte dagen og slog Hillerød med 3-1 efter klassepræstation

De grønblusede akademikere fra Gladsaxe har haft både et rigtig højt topniveau, og et til tider fortvivlende lavt bundniveau i denne sæson. Og hvis ikke AB skulle sættes helt af oprykningskampen i fodboldens 2. division, og ryge ud af top-seks, skulle holdet finde topniveauet frem og have en sejr med hjem fra Hillerød lørdag eftermiddag.

Og AB’erne kom særdeles målrettet og aggressivt ud til kampen på Hillerød Stadion fra kampens start. Allerede i det første minut tog Mathias Kisum et af sine velkendte raids op af venstre fløj, drejede ind mod målfeltet og blev fældet få centimeter udenfor feltet.

Kisum tog selv frisparket, som han kraftfuldt bankede i kassen uden chance for Hillerød-målmanden, og så var AB foran 1-0.

Hillerød lagde efterfølgende et højt pres på AB-forsvaret og havde bolden klart mest, uden for alvor at sætte Jonathan Fischer i AB-målet på de helt store prøver. AB levede mest på hurtige omstillinger, som hjemmeholdet flere gange måtte stoppe med ulovlige midler.

Vi skulle dog hen til det 32. minut, før det for alvor blev farligt. Emil Wass kom til baglinjen og spillede bolden ind midt for målet, hvor Frederik Ellegaard dukkede op og fik afsluttet – men hans skud blev blokeret. Og selvom der var optræk til et par farlige Hillerød-chancer i halvlegens sidste kvarter, gik AB til pause i front, efter en absolut godkendt 1. halvleg.

Loughlan lukkede kampen
AB har haft en tendens til at spille en dårlig halvleg i nærmest hver eneste kamp i denne sæson, hvilket ofte har kostet point. Men akademikerne startede også 2. halvleg med solidt spil og et par fine forsøg, mens Jonathan Fischer også måtte diske op med et par gode redninger i halvlegens indledende fase.

Det begyndte for alvor at trække op til mål, som halvlegen skred frem. Efter 66 minutter stod netop indskiftede Alex Loughlan pludselig fri i den ene side af feltet, men Hillerød-målmanden fik lige hånden på hans skud. Minuttet efter reddede Mads Vang på akrobatisk vis et farligt Hillerød-skud på stregen.

Og efter 75 minutter slap Frederik Ellegaard fordi et par mand i AB’s højre side, og spillede en præcis bold ind til en helt blank Alex Loughlan, men en Hillerødforsvarer nåede at få bolden i eget net lige for næsen af angriberen til 2-0. Fire minutter senere stod Loughlan såmænd igen rigtigt placeret i feltet, og kunne heade en høj bold op i det modsatte hjørne til 3-0.

Hillerød fik et lidt unødvendigt trøstmål, da AB-forsvaret ikke havde styr på en fri Asger Jensen, der et par minutter før tid kunne prikke bolden forbi Fischer til slutresultatet 3-1, til spredte og ikke alt for entusiastiske klapsalver fra de 217 tilskuere.

Men AB kunne glæde sig over en rigtigt helstøbt præstation, der gav tre vigtige point, som sikrede at holdet rykkede op på femtepladsen og holdt liv i håbet om oprykning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top