Vil flytte Bakkeskolen
skole-e1635417943223.jpg
Byrådet vedtog at flytte Bakkeskolen til Enghavegaards indskolingslokaler som bliver ledige

Da Gladsaxe Kommune har planer om at bygge en ny folkeskole i Ringbo, der hvor specialskolen Bakkeskolen i dag ligger, har man måtte finde en ny placering til helhedstilbuddet for elever med autisme.

Børne- og Kulturforvaltningen pegede på indskolingshuset på Enghavegaard Skole, der bliver ledigt, når Enghavegaard Skole i 2025 tager de nye faciliteter på Blaagaard i brug, hvor forvaltningen ikke mener at Bakkeskolen ”vil have en negativ betydning for Enghavegaard Skole”, som man kunne læse i dagsordenen til byrådsmødet 27. oktober.

34 mio. kr. plus
Ved byrådsmødet blev indstillingen vedtaget og dermed skal Bakkeskolen flytte til Enghavegaard hvor der skal indrettes både lokaler og udearealer til dem.

Flytningen af skolen kommer til at koste op mod 34 millioner kroner og det er stadig uafklaret hvad det kommer til at koste at anlægge ankomst- og parkeringsarealer samt hvad behovet er.

Ifølge dagsordenen ankommer omkring 60% af Bakkeskolens elever i Taxabusser. Det svarer til op til 20 busser. Derfor skal mulighederne undersøges nærmere i samarbejde med projektet om helhedsplanen for Mørkhøj Park. Der er i budgetoverslaget ikke medregnet udgifter til etablering af ankomstvej og p-pladser.

En løsning forventes at kunne etableres for mellem 1- 5 mio. kr. afhængig af, hvilken ankomstvej der vælges og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skal til i form af adgangsbegrænsning og afskærmning.

Men fordi det stadig er uafklaret valgte Lars Abel ( c ) at undlade at stemme.

– Jeg vil gerne slå fast, at jeg synes at de skal have de bedste muligheder i fremtiden. Men jeg er stærkt betænkelig ved parkering og trafikken idet det er et meget stort antal taxabusser som kører dertil og fra, begrundede han og uddybede, at det også har betydning hvor lang gangafstand der er for eleverne.

– Det her er ikke undersøgt på forhånd og derfor undlader jeg at stemme.

Én flytning
Trine Henriksen undlod også at stemme fordi enhedslisten er imod selve grundlaget for at de skal flytte, nemlig at der skal laves en ny skole på Ringbo

– Jeg synes hellere at man skal renovere den skole. Når de skal flytte er dette ikke er dårligt valg men vi er imod selve grunden til at de skal flytte.

Hertil svarede Trine Græse (A) at Bakkeskolens renoveringsbehov er stort og at netop Bakkeskolens elever er sårbare elever som ikke kan være på skolen under renoveringen. For at de ikke skal flytte to gange og være i midlertidige lokaler, har man valgt at finde nogle permanenter lokaler til dem og det blev på Enghavegaard

– Det bakker bestyrelsen på Bakkeskolen også op om. Så dette er faktisk en rigtig god løsning. En såkaldt win-win, sagde hun inden afstemning fandt sted og indstillingen blev vedtaget med 19 stemmer for (A, F, B, O og V) samt seks som undlod at stemme – Ø, C og L

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top