Der skal bygges på Fremtidsvej
Fremtidsvej-skilt.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Byrådet besluttede at sælge den sydlige del af Fremtidsvej 1

Den 24. november stemte Gladsaxe Byråd om hvorvidt den sydlige del af Fremtidsvej 1 skulle sælges til ejendomsudvikler og totalentreprenør CASA A/S. Et flertal – bestående af Socialdemokratiet, to af de radikale byrådsmedlemmer, Lars Abel/Gladsaxe SocialKonservative, Dansk Folkeparti og SF stemte for, mens Venstre og Lokallisten Gladsaxe stemte imod og Enhedslisten og en enkelt radikal undlod.

I dagsordenen til mødet kan man blandt andet læse, at CASA A/S forpligter sig til at opføre et domicil, et seniorfællesskab der forventes at blive med udlejningsboliger, samt en café og eventuelt et serviceerhverv.

– Ved at vælge CASA som køber, får vi som kommune meget – eksempelvis en offentlig tilgængelig café – men selvfølgeligt så får vi ikke alt … Men dette er den rigtige beslutning, sagde borgmester Trine Græse (A).

Og Christina Rittig Falkberg (B) mente at det var ”god byggestrategisk tænkning” at placere byggerier tæt på den kollektive trafik.

– Det vi ønsker os med det her område, det er jo netop liv – der er jo ikke noget liv i dag, tilføjede hun.

Martin Skou Heidemann (V) mente derimod at byrådet burde have ”gemt” grunden, i stedet for at sælge det, og i første omgang kunne have ryddet grunden og omdannet den til en park.

Og Lise Tønner (LG) ville gerne have haft et torv på området, og mente at denne sag ”er et eksempel på den riv-ned-og-byg-nyt-mani, der har præget Gladsaxe i alt for mange borgmesterperioder”.

1 kommentar om “Der skal bygges på Fremtidsvej”

  1. Lene Svendborg siger:

    At der i dag ikke er liv på området er ikke så mærkeligt. Lukning af politistationen og udbygning af Letbanen, gør stedet lidt trøstesløst i disse år. Men når et stort nyt sundhedshus står færdigt, vil der være et naturligt leben af mennesker i området. Tænk, hvis man efter et besøg hos lægen, eller anden sundhedsinstans, kunne finde en hyggelig bænk i et nyanlagt grønt åndehul midt i Buddinge By, hvor man kunne sidde og kigge på livet – eller læse dagens avis – eller nyde børns leg på en legeplads. Her havde vi, som ejer af grunden, mulighed for at skabe noget værdifuldt for alle borgere. I stedet vælger de samme partier, igen og igen, at bygge stort og tæt. Jeg begriber det ganske enkelt ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top