Grøn cykeltur
Bedsteforældrenes-Klimaaktion-011121-6.jpg
Bedsteforældrenes Klimaaktion cyklede rundt i Gladsaxe ”for klimaet og for børnebørnene”.  Foto: Peter Kenworthy.
Bedsteforældrenes Klimaaktion var på rundtur i Gladsaxe

Den globale opvarmning og klimaforandringerne er vores tids allerstørste problem og udfordring – med alt fra skiftende vejrmønstre, truet fødevareproduktion, sygdomme og tørke og oversvømmelser til følge – og det er nu vi skal sikre at klimaet ikke løber helt løbsk.

Ifølge FN’s nye Emissions Gap Report er vi på vej mod en katastrofal global temperaturstigning på mindst 2,7 grader i år 2100 (lige nu er vi på lidt over en grad).

1. november startede klimakonferencen COP26, hvor verdens ledere skal øge ambitionerne på klimaets vegne. Samme dag havde græsrodsbevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion inviteret til cykelaktion i Gladsaxe, hvor omkring 25 bedsteforældre cyklede rundt i kommunen og talte om klimaløsninger – fra Vandledningsstien og det cirkulære børnehus på Tobaksvej, til Gladsaxes Gymnasiums Aquatorium og en snak med lokalpolitikere på Gladsaxe Rådhusplads.

Under sloganet ”Bedsteforældre cykler for klimaet og for børnebørnene”, hvor deltagerne var iklædt grønne veste, og havde grønne balloner og skilte med ”ikke mere pjat – indfør CO2-skat” og ”stem grønt” med.

Vandløsninger
– Vi vil gerne sætte fokus på klimaet og få politikerne i tale – for der skal handling bag deres ord. Alle politikerne snakker grøn politik, men vi mangler at se handling. For der mangler meget endnu, men vi kan alle sammen gøre en forskel, fortalte Dorrit fra Valby, der tilføjede at hun har været med i Bedsteforældrenes Klimaaktion fra starten, for 4-5 år siden.

Bodil Højgaard, der er tidligere gymnasielærer på Gladsaxe Gymnasium, satte efterfølgende gang i den lange grønne række af cyklende fra Buddinge Station.

Hun fortalte undervejs på turen om Vandledningsstiernes forsinkelsesbassiner, Caféhaverne ved svømmehallens rekreative formål, der ifølge hende ”vrimler med geniale løsninger”, og det svanemærkede børnehus Svanen, der er i gang med at blive bygget. Til stor interesse for deltagerne.

Og på Gladsaxe Gymnasium fik deltagerne en rundvisning af skolens elever, for at se på og høre om tiltag der skal gøre gymnasiet mere klimavenligt – blandt andet en ombygget svømmehal der bruges som auditorium, et projekt med flere vilde planter samt fokus på affaldssortering og tøjgenbrug.

– Jeg oplever at der er nogle elever der er frustrerede over den manglende politiske indsats. Men også at elevtiltagene på GG har en effekt der øger folks opmærksomhed på klimaproblematikken, fortalte Søren, der er elevrådsformand, til Gladsaxe Bladet.

Gør vi nok?
– Det som vi mest har hørt om [på turen rundt i Gladsaxe] er hvad man vil gøre når skaden er sket. Måske kunne man gøre mere for at forhindre klimaproblematikkerne. Men det at vi ser denne her svømmehal på Gladsaxe Gymnasium har været det bedste ved turen, fordi det er et virkeligt smukt eksempel på genbrug, fortalte Bo, inden han og de andre deltagere satte sig op på cyklen igen, og kørte mod sidste destination på rundturen, Gladsaxe Rådhusplads.

Her tog borgmester Trine Græse (A) imod, sammen med byrådskollegaerne Serdal Benli (F) og Trine Henriksen (Ø) –  sidstnævnte var stødt til rundturen allerede ved Vandledningsstien.

Her ville elevrådsformanden fra GG – der sammen med en håndfuld elever fra gymnasiet var taget med til Rådhuspladsen – gerne høre om borgmesteren og de andre lokalpolitikere mente, at det går hurtigt nok på klimaområdet.

– Jeg mener at vi alle – også i kommunerne – skal gøre alt det vi kan. Om det går hurtigt nok kan man altid diskutere. Det handler om at vi skal tænke bæredygtighed ind i alt hvad vi gør, og det synes jeg vi gør, svarede Trine Græse.

Trine Henriksen mente at det var nødvendigt at sætte mere ind – eksempelvis med flere cykelstier og mere og bedre offentlig transport.

– Men også med at arbejde med at ændre folks vaner. Det burde vi have sat flere penge af til, mente hun.

Og Serdal Benli mente at Gladsaxes strategi på området grundlæggende er god, og at man skal lægge pres på nationalt.

– Hvis vi for alvor skal rykke på adfærden skal der noget nationalt til, tilføjede han.

Bedsteforældrenes Klimaaktion 011121 (18)
Bodil Højgaard fortalte om klimatilpasning. Foto: Peter Kenworthy.

Bedsteforældrenes Klimaaktion 011121 (32)
Elever fra Gladsaxe Gymnasium viste rundt på skolen, og fortalte om klimavenlige tiltag. Foto: Peter Kenworthy.

Bedsteforældrenes Klimaaktion 011121 (34)
Bedsteforældrene og gymnasieeleverne talte klima med borgmester og byrådsmedlemmer på Rådhuspladsen. Foto: Peter Kenworthy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top