Kun en enkelt sag
Fly-swiss3-2021.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Dansk Folkeparti spurgte på byrådsmødet til hvor mange borgere i Gladsaxe der modtager sociale ydelser mens de er på ferie i udlandet – selvom de skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet

I artikler i blandt andet Berlingske Tidende kunne man i slutningen af oktober læse, at mange modtagere af sociale ydelser i form af dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelse rejser på ferie i udlandet, selvom de skulle være til rådighed på arbejdsmarkedet.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har, ifølge artiklerne, taget hundredvis af borgere i at tage på ferie, selv om de skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet. Kontrollen har været indstillet på grund af corona, men blev genoptaget i juni.

Klaus Kjær (O) stillede til byrådsmødet 24. november blandt andet spørgsmål om hvor mange sager der har været indberettet til Gladsaxe Kommune siden 1. juni, i hvor mange af sagerne kommunen har givet tilbagemelding til tilsynet, i hvor mange af sagerne der er stillet krav om tilbagemelding samt i hvor mange af sagerne kommune har tilladt udrejse efter aftale.

– Hvordan er situationen i Gladsaxe, og hvordan bliver der fulgt op på situationen, ville Klaus Kjær vide.

En indberetning
– Det ser ud til at de fleste på integrationsydelser har valgt at holde ferie i Danmark, eller ikke har haft råd til at rejse ud af landet, for Gladsaxe Kommune har siden 1. juni modtaget en indberetning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, i forbindelse med indrejsekontrol, svarede formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Michael Dorph Jensen (Ø).

Han tilføjede at indberetningen blev modtaget den 8. november, og stadig er under behandling.

– Beskæftigelses- og Socialafdelingen har ikke data på hvor mange borgere der er bevilget ferie med udrejse, fortalte Michael Dorph Jensen desuden.

Mellemgod kontrolindsats
Ifølge KL’s rapport Effektmåling af kommunernes kontrolindsats 2020 (der beskriver indsatsen mod snyd og fejludbetalinger) har Gladsaxe Kommune igangsat 36 procent af alle kontrolsager i kommunen i 2020. På landsplan er tallet 40 procent, mens nabokommunerne Herlev og Lyngby-Taarbæk har igangsat henholdsvis 80 og 73 procent.

Når man ser på effekten af de kontrolsager, som er igangsat af kommunerne, udgør sagerne på landsplan 60 procent – i Gladsaxe er tallet 58 procent.

Den beskæftigelsesrettede indsats og administrationen af en række ydelsesordninger på Beskæftigelsesministeriets område varetages, ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsstrategi, primært af kommunerne.

Styrelsen fører tilsyn med, om ydelsesmodtagere uretmæssigt har modtaget ydelse, for eksempel dagpenge, under ophold i udlandet, samt med administration og udbetalingerne på ydelsesordningerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top